Kasper K. Møller

Lånt fra Lokalavisen tirsdag 27-11-2012

 

Kolind kommer på landkortet ved dette års store internationale elite-håndboldstævne for de bedste U16 og U18 ungdomshold på både drenge- og spindesiden i Europa, Lunda Spelen, i den svenske domkirkeby Lund mellem jul og nytår. Kolinds eget dommertalent, Kasper Kolstrup Møller, er udtaget til opgaven sammen med sin faste makker Michael Søegaard, og det er lidt af et blåt stempel for duoen, som rangerer blandt de 25 bedste håndbolddommerpar i Danmark. De er begge tilknyttet Young Referees Programme”, et udviklingsprogram under European Handball Federation (EHF) med fokus på dommerudvikling og -uddannelse. Det bliver ikke bare et dejligt afbræk fra de hjemlige sysler at komme til Lund for det unge dommerpar. Når de tager fløjterne i munden ved Lunda Spelen, vil de blive målt og vejet af internationale dommer- observatører på lige fod med unge dommerpar fra fem andre lande. Der bliver tale om hård konkurrence,” fortæller Kasper Kolstrup Møller. “Alle par får en samlet bedømmelse for deres præstation i Lund som vægtes sammen med de bedømmelser alle har fået tidligere, når de har dømt i deres eget land. Det bedste dommerpar får en klar åbning til kampe i hele Europa.” På trods af sin unge alder har Kasper Kolstrup Møller allerede mere end ti års erfaring som manden i sort. Hans afdøde far var selv håndbolddommer, og inspirerede tidligt både Kasper og hans lillebror Kristian til at slå sig på dommergerningen. Jeg startede allerede som 13-årig med at dømme, hvor normen er 16 år,” fortæller det unge dommertalent. Håndboldspillet har, siden han var 6, fyldt meget i fritiden. At fylde målrammen ud var hans opgave, men trods et stort talent for at gøre det, har han måttet opgive at spille selv. En karriere som håndbolddommer på topplan levner ikke plads det. Hans kæreste spiller selv håndbold, og hans mor er formand og træner i KPI. Lillebroderen Kristian har plads i rammen på KPIs bedste hold i Serie 1, og er også aktiv håndbolddommer. Så det er ikke støtter og forbundsfæller, som Kasper Kolstrup Møller mangler i kampen om at gå hele vejen, hvor en tjans ved OL på et tidspunkt er den ultimative drøm. Ambitionerne er store for salgsassistenten i Sportigan Kolind, der hylder følgende motto: “Den, der ikke tør at tage chancer, opnår ikke noget i livet.” Det hører med til historien, at da Kasper Kolstrup Møller tidligt erkendte, at han ville nå noget med fløjten, var han tvunget til at forbedre sin fysiske form. Det har han gjort. I dag fremtræder han som en høj, flot mand i dommertøj med en kampvægt, der er 30 kilo lettere end for nogle år siden. Den ultimative drøm får dog aldrig samme prioritet som familien, som har langt større betydning for ham. Derfor har Kasper Kolstrup Møller også altid sin fars røde og gule kort med sig ud til kampene. Og Kasper håber også selv en dag at få muligheden for at blive far og give arven videre